Evaluering og hygge på fredag i Karolinelund

Vi håber at se dig på fredag kl. 19.30 til hjemmelavede snacks og en bajser hos Platform4 i Karolinelund. Idéen er at skabe plads til at sludre og hygge, og selvfølgelig tager vi også meget gladeligt noter hvis der er nogen der har kritik, idéer, roser eller tanker om deltagelse eller retning. Har du ikke mulighed for at deltage er dit input også velkomment på skrift – skriv til inge@bunkerlove.com, nikkie@bunkerlove.com eller nanna@bunkerlove.com.

Tak af hjertet
Tusind tak til alle kunstnere og deltagere i årets BunkerLove-festivaller. Vi er overvældede over hvor kraftfuldt det kunstneriske materiale og den personlige oplevelse har været og stadig er. For vi er jo slet ikke færdige. Vi er ikke færdige med BunkerLove 2013 og Kulturpunkt, og vi er ikke klar med en plan (som i ansøgningsmateriale) for 2014. Men vi har en masse tanker, følelser og idéer, og vi har fået en masse nye kontakter, og vi er dybt taknemmelige for input.

Vi har modtaget både kunstneriske, kreative og historiske bidrag – Fra Natmandskomplottet sangen Drømme af sten, et essay om bunkers og årets første BunkerLove i Hirtshals af Louise Kristensen, Michael Nørlev har lavet en film og fotos, Poul Brønnum Wilhelmsen har skrevet i egenskab af bunkerturguide, Chrestine Dahl fra Vendsyssel Historisk museum har samlet materiale til en udstilling, forfatter Knud Prebensen om bunkerne i Grønhøj og Egnssamlingen Saltum har sendt fotos. Og andre har delt fotos og mundtlig og skriftlig feedback – vi prøver at inkludere de gode råd og stemninger.

BunkerLove tager tid. At lave. Og at høste. Og at forstå. Og at organisere og dele. Vi tror på det. Vi skal nok blive ved på en eller anden måde. Vi vil gerne have dit input med os, og vi vil gerne sikre os, at vi har givet en ærlig chance for at blive hørt inden vi tonser videre, bidt af en gal bunker. Derfor glæder vi os til en hyggelig fredag. Udover snacks har vi et par bidder kunst med.

Kærlig hilsen BunkerLove

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *